Amina Lawal blev verdensberømt som kvinden fra Nigeria, der skulle stenes ihjel for sex uden for ægteskabet. Hun var et offer for en potent blanding af politik og islam i en sag, hvori forskelsbehandling af mænd og kvinder spillede en iøjnefaldende rolle. Trods sin oprindelige tilståelse slap barnets far ustraffet efter at have sværget sin uskyld med hånden på Koranen. Ifølge islamisk sharia-lov ville han derefter kun kunne dømmes, hvis fire uafhængige vidner havde været tæt nok på samlejet til at se hans penis i skeden. Amina Lawal, derimod, bar som kvinde på det afgørende bevis i »bilag nummer 1«, som hendes datter var omtalt i sagens akter.
Sådan er virkeligheden tit for den halvdel af Jordens befolkning, der har fået deres eget 2015 Mål: Kvinder oplever dagligt, hvor ofte jura og kultur er indrettet, så de står svagere end mænd. Og det er ganske forbløffende ofte. Når man kombinerer dette faktum med mændenes kraftigere fysik, er det ikke overraskende, at mange af ulandenes mest ulykkelige skæbner er kvinder.
Men kvinder er ikke kun ofre. Bag Amina Lawal stod advokaten Hauwa Ibrahim, der med juridisk tæft og sans for sagens politiske dimensioner til slut fik sin klient frikendt. Hun repræsenterer den anden yderlighed i kønsrollerne i u-landene: På trods af de ofte massive forsøg på at holde dem nede, er det ofte også kvinder, der står for nogle af de mest overbevisende og helhjertede præstationer i udvikling.
Det var derfor ganske rimeligt, at FN’s befolkningsorganisation UNFPA i sin statusrapport fra 2005 kaldte kønsdiskrimination for en af de vigtigste årsager til fattigdom: »Diskrimination spilder menneskelige ressourcer ved at nægte halvdelen af menneskeheden muligheden for at udvikle dens fulde potentiale«.
Her skal vi se nærmere på de religiøse og kulturelle barrierer, der står i vejen – og på de mange former for vold mod kvinder, der fortsat er en af de største hindringer for ligestilling.
