Det skal ikke læses som et argument for at holde kæft. For så skulle vi også anbefale kvinder at acceptere deres tæsk, fordi protester har det med at føre til yderligere vold.Men det er en kendsgerning, at ethvert angreb på kulturelle og religiøse normer har det med at slippe voldsomme kræfter løs. Og hvis angrebene kommer fra kvinder, bliver det kun værre. Det var Annalena Tonelli et eksempel på.
Hun var italiener og advokat, men valgte at føre sag for de syge og de undertrykte i Afrika. I den somaliske provinsby Borama blæste hun nyt liv i et gammelt tuberkulosehospital, hvor hun kendte navne og diagnoser på samtlige patienter i de 230 senge. Når Tonelli gik stuegang, lyste de om kap med det vårgrønne sengelinned. Bedstemors sandhederTonelli talte om alt det, man ikke måtte: hiv, aids, kvindelig omskæring. Da hun som katolik i sundhedens tjeneste blev inviteret til Vatikanet, sagde hun i avisinterviews, at virkeligheden i det aids-hærgede Afrika var løbet fra Pavens forbud mod kondomer. »Jeg chokerede mange ved at sige, at vi alle må foretage valg, der ikke nødvendigvis er påtvunget af religion.«
I Borama overbeviste hun lokale muslimer om, at Koranen ikke kræver omskæring af deres piger. »I begyndelsen var det en stor skandale. Folk sagde: Hvorfor taler Annalena pludselig om kønsorganer?« Men snart lykkedes det at få imamerne i de lokale moskeer til at bakke op. Og så lagde omskærerne deres knive ved store offentlige møder, der blev optaget på video.
»Jeg er den gamle bedstemor. Jeg kan snakke om alting,« sagde Tonelli om sin succes. Men det var åbenlyst, at hun også havde tænkt meget over, hvordan man ændrer holdninger. I tilfældet med omskæringerne gik det hurtigt op for hende, at det for udøverne handlede lige så meget om penge som om religion.
»Når vi havde overbevist dem [om at islam ikke kræver omskæring], havde de stadig brug for deres daglige brød,« sagde Tonelli. Så hun startede et program, hvor kvinderne lærte et håndværk og fik en slags iværksætterydelse til gengæld for at lægge kniven. Et farligt lys i mørketI kampen mod hiv tilbragte Annalena Tonelli mange nætter med at tale med lastbilchauffører og prostituerede i mørke barer i grænsebyerne mod Djibouti og Etiopien. På sit hospital købte hun smukke klæder til de aids-syge for at demonstrere for dem selv og deres pårørende, at de stadig har værdighed og er værd at give omsorg.
Tonelli var så populær, at man i det nordlige Somalia kaldte kvinder i samfundets tjeneste for »annalena’er«. Men hendes høje profil endte tilsyneladende også med at koste hende livet. En eftermiddag blev hun skudt ned på vej hjem fra hospitalet. En gruppe mænd med påståede forbindelser til al-Qaedas terrornetværk blev senere anholdt for drabet og var for retten, da denne bog gik i trykken.
Ved Annalena Tonellis død flokkedes folk uden for det hospital, hun havde vakt til live. »Hun satte standarder, vi andre har svært ved at leve op til,« sagde den daværende chef for FN’s børnefond UNICEF i Somalia, Jesper Mørch. Og det var måske problemet. Dynamiske mennesker kommer nemt – men ofte ufrivilligt – til at afsløre middelmådigheden i deres omgivelser. I Borama gik Annalena Tonelli ikke blot forrest i kampen mod tabuer og deres forfærdelige konsekvenser for kvinder. Hun var også et symbol på fremskridtene i Somaliland, en selverklæret, men velfungerende republik, der siden 1991 har forsøgt at løsrive sig fra kaosset i resten af Somalia.
