Under hele retssagen var Amina Lawal dybt splittet. Som muslim havde hun lært, at stening til døde er den passende straf for sex uden for ægteskabet. Som mor var hendes højeste ønske at overleve, så hun kunne se sin datter vokse op.
»Hvis jeg ikke har succes med min appel, er det Allahs vilje. Men selv om jeg vil acceptere det, er jeg meget bekymret. Ingen ønsker at dø, når de har børn,« sagde hun midtvejs i sagen.
Kvinders accept af vold som noget uundgåeligt eller religiøst bestemt er både et af de mest skræmmende resultater af manglende uddannelse og en af de største hindringer for, at kvinderne kan sige nej. FN-erklæring mod voldGlobalt er vold en lige så udbredt dødsårsag som kræft blandt kvinder mellem 15 og 44 år. Flere kvinder dør af vold end af trafikuheld og malaria tilsammen. Alligevel fik verden først i 1993 en FN-erklæring om udryddelse af vold mod kvinder med en ganske bred definition af uhyrlighederne. Erklæringen inkluderer vold i hjemmet og i samfundet, hvad enten denne vold er fysisk, psykisk eller seksuel.
Mange af FN-erklæringens definitioner på vold er kloden rundt accepteret som overgreb, herunder voldtægt og tvungen prostitution. Andre er mere ømtålelige. Det gælder ikke mindst »kvindelig omskæring og andre traditionelle indgreb, som er skadelige for kvinder«. En omskærer fortællerI 1998 – fem år efter FN-erklæringen – fortalte en cirka 80-årig omskærer i Burkina Faso, at hun gjorde pigerne en tjeneste. For ifølge overleveringen ville deres børn dø af en frygtelig sygdom, hvis de under fødslen ramte klitoris. Derfor skar hun løs, selv om tårerne stod ud af øjnene på pigerne. »Jeg havde lidt ondt af pigerne. Men jeg vidste, at efter nogle få minutter ville smerten forsvinde.« Forsvundet for altid var også en vigtig del af pigernes identitet og glæden ved sex. Derudover risikerede de komplikationer ved fremtidige fødsler.
I dette tilfælde ankom forandringerne til landsbyen på en stor knallert, kørt af provinsens nye, unge sundhedsinspektør. Han efterforskede rygter om, at to af pigerne var døde af stivkrampe efter omskæringen. Den gamle kvinde blev derpå sendt syv måneder i fængsel. Det forstod hun intet af: »Det er, som når en læge behandler en patient. Nogle gange dør patienten. Men det er ikke lægens fejl.« »Stening er godt«Omskæreren fra Burkina Faso er ikke ene om at retfærdiggøre hårdhændet behandling af kvinder med kulturelle eller religiøse argumenter. Under dækningen af sagen mod Amina Lawal mødte vi i det nordlige Nigeria en advokat, der forklarede, at en dødsdom ved stening var »godt for kvinden«, hvis hun var skyldig. For ved at tage sin straf på Jorden var hun renset, hvorpå hun kunne nyde sin tilværelse i livet hinsides døden.
Alt dette for at understrege, at vold mod kvinder og anden diskrimination ofte er viklet ind i et sindrigt system af kulturelle og religiøse traditioner, som selv den mest velmente FN-erklæring har svært ved at lave om på.
Hauwa Ibrahim frygtede under sagen mod Amina Lawal, at den megen opmærksomhed fra vestlig presse og menneskerettighedsorganisationer kunne være mere skadelig end gavnlig for hendes klient. Advokaten var specielt påpasselig med at holde stor afstand til de organisationer, der fordømte sharia som princip og anfægtede Nigerias ret til at indføre den religiøst baserede lovgivning.
Den holdning byggede på hendes erfaringer fra den første sag efter skærpelsen af sharia-lovgivningen. En 15-årig pige var tiltalt for sex før ægteskabet, men huskede intet af den episode, der gjorde hende gravid. Hun vidste kun, at tre af hendes fars venner havde tilbudt hende en cola, som tilsyneladende indeholdt noget bedøvende. Siden vågnede hun op med smerter i underlivet.
Den historie fortalte hun i retten, hvorefter de tre mænd blev indkaldt som vidner. De nægtede alle, hvorefter pigen blev idømt 80 piskeslag for falsk forklaring oven i de 100, hun fik for graviditeten. Når pres er problematiskHauwa Ibrahim fornemmede, at udenlandske fordømmelser af sharia-lovgivningen var med til at skærpe straffen, fordi domstolen og lokalregeringen i delstaten Zamfara blev irriterede over indblandingen. »De sagde: Den internationale presse tror, den kan komme her og regere delstaten med sit pres. Så i dette tilfælde var medierne dårlige for sagen. Til slut vendte de [regeringen] deres ryg til dem og piskede hende.«
I Amina Lawals sag valgte Hauwa Ibrahim at udnytte de indbyggede muligheder i sharia frem for at stille spørgsmålstegn ved selve lovgivningen. Hun fik frikendt sin klient ved en appeldomstol ved blandt andet at henvise til sharias »teori om det sovende foster«: Hvis en kvinde føder inden for fem år efter en skilsmisse, kan barnet tilskrives den fraskilte mand.
Sharia indeholder en række af den slags smuthuller, der antyder, at det primære formål med sharias strenge straffe ikke er at få folk stenet eller amputeret. Straffene er der simpelthen for at understrege, at forbrydelserne opfattes som grove.
