Hauwa Ibrahims liv er på mange måder en live-udgave af 2015 Mål nummer 3: At fremme ligestilling og styrke kvinders rettigheder. Hun har oplevet det værste – fra forsøg på at nægte hende uddannelse til vold mod kvinder. Og hun har demonstreret potentialet i at opfylde målet.
Hendes historie afslører, at ligestilling også i udviklingslandene er en uendeligt kompliceret affære, der rører dybt ved samfundets traditioner og normer. Det kan derfor forekomme en anelse fattigt, at 2015 Målene næsten udelukkende måler fremskridtene i forhold til uddannelse (antallet af piger i skolen og kvinder, der kan læse) – og job (andel af kvinder på arbejdsmarkedet uden for landbruget). Den sidste målepind handler om andelen af kvinder i parlamentet.
Hauwa Ibrahim er ikke selv i tvivl om, at uddannelse er den afgørende årsag til, at hun til slut kunne folde sig ud som kvinde, som mor og – mere indlysende – som advokat. I hendes verden hænger de tre ting uløseligt sammen. I barndommen var uddannelse alternativet til at blive barnebrud. Hendes skolegang skaffede hende siden ind på universitetet, hvor hun for første gang så et alternativ til livet i hendes stærkt konservative landsby. Og hendes status som en af de første kvindelige advokater i det nordlige Nigeria gav hende så meget selvbevidsthed, at hun kunne begynde at stille krav til mændene i sit liv. Skole med betingelserHauwa Ibrahim voksede op i en landsby i det nordlige Nigeria, hvor piger ofte bliver gift som 13-årige. Derved mindsker man risikoen for, at de bliver gravide før ægteskabet. Moderne udviklingsteoretikere ville fremhæve, at man kan nå samme mål gennem uddannelse og prævention. Men i Hauwa Ibrahims landsby mener man, at kontrol er bedre end tillid. Brudeparrets lagen bliver stadig vist frem morgenen efter bryllupsnatten, så alle kan tjekke blodsporene fra jomfruhinden.
»I min landsby var det ikke meningen, at piger skulle have en uddannelse. Så min søster og jeg var meget privilegerede, at vi fik lov at gå seks år i skole. Men det var på den betingelse, at vi umiddelbart bagefter skulle giftes væk, hvis en mand skulle være interesseret,« fortæller Hauwa Ibrahim.
Blev lovet vækHun snød både faren og systemet. Fra syvårsalderen formodes piger at spare op til potter og pander til deres fremtidige hjem. Hauwa Ibrahim brugte sit overskud fra gadehandel med jordnødder og grøntsager til at fortsætte i skolen, mens familien desperat ledte efter en mand til hende.
Meget senere, da hun var nået frem til jurastudierne på universitetet, lovede hendes far hende væk til en af sine venner, der var ivrig efter at få Hauwa Ibrahim som sin fjerde kone. I ren desperation giftede hun sig med en lektor på universitetet. »Jeg elskede ham ikke. Men jeg var bange for at blive giftet væk til en mand, der kunne have været min far. Så ville jeg være rykket tilbage til start.« Slået af sin mandÆgteskabet kom aldrig til at blomstre i skyggerne fra Hauwa Ibrahims konservative opvækst. »Jeg havde lært, at sex med en mand er forkert. Så selv efter jeg blev gift, troede jeg, det var forbudt. Ingen havde fortalt mig, at det er i orden med din mand. Han blev meget aggressiv, fordi han ikke fik, hvad han mente at have ret til og begyndte at slå mig. Jo mere han slog, jo mere afskyede jeg ham. Og tre gange endte jeg på hospitalet.«
Hauwa Ibrahim flygtede til slut fra sin voldelige mand. Det synes ikke at være nogen tilfældighed, at hendes næste mand var en udlænding, en italiensk bygningsarbejder, der var kommet til Nigeria som 20-årig og siden havde åbnet sit eget entreprenørfirma.
»Han var også et stædigt barn og havde forladt Italien lige efter skolen. Jeg var meget tiltrukket af ham, fordi han var ærlig, ligefrem og til at stole på. Så jeg regnede ham for et godt parti. Selv om han var kendt som en casanova, accepterede han, at vi ikke kunne gå i seng sammen, indtil vi var blevet gift. Så vi nøjedes med at gå ud sammen i tre år, mens han ventede på sin skilsmisse. Bagefter var han meget tålmodig og lærte mig, at det ikke er forkert at have sex.«
